Hatting idrætsforening

Idrætsforeningens 125 år jubilæum

Hatting idrætsforening

HIF´s 125 års fødselsdag blev markeret den 3. juni 2014. Det var virkelig en morgen, hvor man havde lyst til at stå op. Det er ikke hver dag, vi kan komme til fødselsdag ved en, som bliver så gammel. Men husk vi har også i Hatting en af landets ældste idrætsforeninger. Den præstation skal vi i byen være stolt af. Vi skal også være stolte af, at vi har så mange medlemmer, at arbejdet i Idrætsforeningen kan fortsætte med at bære frugt.  Vi skal være stolt af, at vi fortsat i vores lille by, kan finde frivillig arbejdskraft til de ansvarsfulde poster, der er i en forening, og hvad der hører til at udvikle sporten og klubben.

Det var strålende solskin, det første man så på vej til klubhuset, var et smukt syn, hvor Grønhøjvej var pyntet med flag.  Snart kom 238 farvestrålende og glade skolebørn fra 0. til 6. klasse, idet foreningen sammen med skolen havde planlagt en fælles dag med masser af aktiviteter, som børnene skulle cirkulere rundt til. Den gamle fane var sat i glasbur, den var for svækket til at deltage, men den næstældste fane var taget frem og stod ved siden af den flagstang, hvor HIF vimplen gik til tops. På flagstangen ved hallen gik det danske flag til tops.

Kaj Hüttel tjekkede at alle var der, og der var store forventninger til dagen, det hørtes tydeligt på børnenes ja. Kaj forklarede, betydningen af at et flag går til tops, og Mona Møgelvang takkede skolebørnene og skolen, fordi de var gået så positivt ind i arrangementet.  Da HIF´s vimpel var gået til tops, klappede alle, sang fødselsdagssang og råbte hurra og længe leve for fødselaren. Her stod jeg og tænkte, de er sikkert endnu ikke klar over, at de i dette øjeblik egentligt råber et længe leve for dem selv, ved at deltage i en sund idræt i en sund klub kan de få et sundt liv og muligvis forlænge livet i flere år.

Det var utroligt så lydhøre børnene var, mens de blev inddelt på hold til dagens aktiviteter.  Aktiviteterne var: Håndbold, badminton, fodbold, springgymnastik, embold, rundbold, forhindringsløb, qr-orienteringsløb og sumba. Hver aktivitet kørte i 35 minutter, og man havde 5 minutter til man skulle i gang med den næste aktivitet. Så længe børnene var i aktivitet så de ikke trætte ud, men jeg mødte en lille gruppe, som syntes de havde alt for langt gå fra aktivitet til aktivitet. Heldigvis var der indlagt en spisepause, det så ud til at alle nød, at sidde stille med deres medbragte madpakke og lidt væske.  

Op ad formiddagen kom der 45 børn fra Solstrålen godt passet på iklædt deres gule veste. De sad i små grupper under træerne og kiggede på, når der ikke lige var gang i dem på legepladsen. Dagplejen kom også for at få et kig. Det var en skøn oplevelse, at se alle byens børn lige fra 0 år til 14 år på et og samme sted, og med det samme formål, at fejre 125 års fødselsdagen.  Og så er det jo dem, der gerne skal vokse til og engang føre foreningen videre.

Ud over aktiviteterne var der tænkt på, til en fødselsdag hører der boller og kagemand. Kagemanden var så stor, at der måtte tages 6 billeder for at få det hele med. 

Det var samtidigt en tiltrængt pause, nogle af solstrålebørnene var begyndt at glippe med øjnene. Dagplejebørnene var kørt hjem.

Skolebørnene samledes i skolegården, hvor Margit Winther gratulerede HIF med fødselsdagen, og var glad for, at skolen på denne dag og på den måde kunne være med til at fejre foreningen. Margit sagde blandt andet, at alle fødselsdage var festdage, og til en rigtig fødselsdag hørte der ofte også dans til.

Ja, der blev danset. Foreningens folkedansere lagde ud med en rheinlænderpolka, og snart var børnene med til at danse skomagerdrengen og ruder es (Rits-rats). 

Men der var ikke kun tænkt på børn og unge i byen. På Hattingcentret blev der serveret boller og lagkage for de lidt ældre af byens borgere.  

På trods af at der hele formiddagen havde været klar himmel og strålende solskin, sluttede de udendørs aktiviteter kl. 13.00, da himmelen lukkede op for sluserne. Det var en time før planlagt.

På sådan en dag tænkte jeg tilbage til min egen skoletid. Tænkte på dengang, vi skulle gå fra Ryesgades skole til Østergades sportsplads for at spille rundbold et kvarter og gå tilbage igen.  Skulle vi have idrætsdag blev man udtaget, og de der ikke kunne følge med sad udenfor, og det fik dem da slet ikke til at kunne følge med.  Her var alle med, ingen sad og kiggede på. Forholdene med hal, idrætsplads, skole, og grønt område omkring skolen centralt liggende i forhold til hinanden, skal vi være taknemmelige for. 

Klokken 15.00 var der reception i Hattinghallen, hvor foreningens formand Mona Møgelvang bød velkommen til de ca. 57 personer som glædede jubilarforeningen med deres fremmøde. Mona redegjorde for datoen den 3. juni, det var en dato, man havde valgt, fordi man fra 100 års jubilæet havde fundet et bræt med denne dato, det er også muligt, at man har haft gang i skydning i Hatting den 3. juni 1889, men der er fundet et referat af 11. juni 1889 i Horsens egnens Skytteforening, som var en paraplyorganisation for egnens skytteforeninger, hvor Hatting Skytteforening bliver godkendt som forening.

Mona omtalte udviklingen i foreningens aktiviteter og navneændringer igennem tiderne fra foreningens start. Mona fortalte, at der i foreningen er et stabilt medlemstal, og at man naturligvis vil følge denne udvikling, at man for at bevare udviklingen også ville samarbejde med andre foreninger. Mona var omkring, at man havde nogle visioner omkring klubhuset og hallen.

Mona benyttede lejligheden til at takke alle tidligere og nuværende frivillige, som på en eller anden måde havde lagt arbejde i HIF.

Søren Møller Landsformand for DGI holdt en tale på 30 minutter. I hans tale var der mange interessante spor, der blev draget frem.

Søren Møller startede med, at det ikke er historien, der skal fejres på sådan en dag. Markering af dagen er det man tager hul på. Fremtiden. Søren Møller var omkring det filosofiske, han brugte, hvad han havde læst om vore fortid, han tog meget af det frem, helt tilbage i ”skydetiden” i 1889, og senere ”gymnastiktiden”, var omkring Forfatningskampen i 1889 og Motionsbevægelsen i 1960, lagde ikke skjul på, at vi lever på fortidens erfaringer, og det er det eftermæle vi bringer med ind i fremtiden, både for os selv og for andre. Søren Møller lagde vægt på, at det er nu vi lever, eftermælet kommer afhængig af, hvordan vi lever nu.

Vi skal fejre nu, at det er imponerende, at vi klarer os så godt, det tegner, at vi har stor tillid til hinanden. Vi skal fejre dem, der hver eneste dag lægger sandkorn til endnu et eftermæle.

Vi skal fejre, at det er et levende samfund, med en masse frivillige mennesker, men i en løftet finger lød det, husk også at lægge mærke til de andre frivillige.

HIF har altid været aktiv i DGI, vi har været glade for samarbejdet, og takker for det i dag.

Til slut sagde Søren Møller, husk at skabe glæde i organisationen, så giver arbejdet mening, og indsatsen er uvurderligt. Tak og længe leve.

Tale ved Kristian Dyhr, formand for Kulturudvalget og 1. viceborgmester. 

Kristian startede med at ønske HIF hjertelig tillykke med dagen. Kristian udtrykte, det er dejligt med en idrætsforening i et lokalområde, det giver samling af området, glæde og oplevelser. Det er dejligt at foreningen har så stor en ungdomsafdeling, og at foreningen er så fremsynet, at de har lavet samarbejde med Torsted idrætsforening, så man både kan bevare tilbud til de unge og samtidigt have sin egen forening.

Byrådet har i 2012 udarbejdet ny idrætspolitik for Horsens Kommune. ”Idræt i bevægelse”.  Kristian nævnte, at til udarbejdelse af denne politik har Hatting Idrætsforening haft en aktiv rolle.

Kristian opfordrede alle til at være med som frivillig leder eller hjælper, han havde selv været med i sit eget lille lokalområde, og vidste derfra, hvor stor glæde det havde givet ham. Hurra og længe leve HIF.

Kåring af æresmedlemmer er altid en spændende afsløring. Foreningens 6. æresmedlem blev Finn Jørgensen, det må absolut være et super godt valg. Finn kendes og huskes, både af vi der er ældre og lidt inaktive i foreningen i dag, og af de som er aktive i foreningen i dag.

Finn blev udnævnt med ordene. Finn har i mange år været aktiv både på den sportslige side og den organisatoriske/ledelsesmæssige side. Finn har i mange år spillet fodbold for HIF, Finn var med på ledelsesplan i fodboldudvalget, og lagde et enormt stort arbejde i sammenlægningen af ungdomsafdelingen med Torsted idrætsforening. Finn spiller badminton for HIF, og har været med i badmintonudvalget i mange år. Finn har været med i HIF´s støtteforening, hvor han har lagt et stort arbejde i forbindelse med kiosken. Både som indledning og afslutning blev der fremhævet, at Finn altid er hjælpsom, man får aldrig nej fra ham, og man kan ikke udnævne Finn uden også at nævne Bente.   

Dagen sluttede med et lækkert traktement.   

 

Æresmedlemmer i HIF:

1954                                                 Marius Sørensen

1974                                                 Ove Hjorth

1979                                                 Irene Nygaard Nielsen

1981                                                 Hanne Tønnesen

1989                                                 Svend Hjorth

2014                                                 Finn Jørgensen

2014                                                 Ulla Lauridsen.