Befolkningsvækst i Hatting

Hvordan kom der befolkningsvækst i Hatt-ing?

 Detaljerne i livets opståen er ukendte. Om end principperne er fastlagt i grove træk således:

For ca. seks millioner år siden udskiltes de linjer, som førte til udviklingen af det moderne menneske, idet oprejst gang, større hjerne og evnen til at tale var nogle af de vigtige faktorer i forløbet.

 Mennesket tæmmede ilden, etablerede landbrug og forædlede dyr og planter. Levevilkårene blev forbedret, og der dannedes samfund. Der opstod civilisationer med religiøse og kulturelle kendetegn.

 Gennem udviklingen af videnskab, skrift, styreformer, transportmidler og kommunikation er mennesket blevet Jordens dominerende art og viser afgørende indflydelse på Jorden og alt andet liv. Den menneskelige aktivitets omfang og en stadigt voksende befolkning påvirker nu Jorden og livsbetingelserne, hvorfor menneskeheden tvinges til et anlægge et globalt syn på områder som miljøpåvirkning, naturbeskyttelse, ressource udnyttelse og klimaændringer.

 Videnskaben viser, at en lille afrikansk Hominoid, som levede for ca. seks millioner år siden, var det sidste dyr, hvis efterkommere ville omfatte de moderne mennesker. Af grunde, som stadig debatteres, udviklede aberne i denne gren evnen til at gå oprejst, og hjernens størrelse og udvikling øgedes hurtigt. Skillelinjen er ikke fastlagt, eftersom organismerne ændrer sig langsomt over mange generationer. Videnskaben har også vanskeligt ved at fastlægge sprogets opståen, idet det er uklart, hvornår mennesket kunne tale.  

 Først da isen begyndte at trække sig tilbage for ca. 15.000 år siden, kom menneskene til de nuværende danske områder. Der menes at de første mennesker, der kom til Danmark, kom gennem Hamburgkulturen. I starten drejede det sig om jægere, fiskere og samlere, der kun påvirkede naturen i meget ringe grad. De næste par tusinde år begyndte mennesker med sikkerhed at bosætte sig i det danske område og naturen i Danmark ændrede sig gradvist: Nye dyregrupper rykkede ind, samtidig med at skoven begyndte at dække landet. Det danske område blev med en stigende vandstand til det Danmark, vi kender i dag. Befolkningstallet kunne sandsynligvis stadig kun tælles i tusinder. 

Den store omvæltning skete, da ager- og husdyrbrug kom sydfra og vandt indpas i landet, hvilket førte til den mest revolutionerende begivenhed i vor oldtid. Genetisk forskning viser, at nye mennesker indvandrede med agerbrugskultur fra sydligere egne, og sandsynligvis udkonkurrerede den tidligere nu undertallige jægerbefolkning, der som mindretal blev opslugt i den nye indvandre kultur.

 Agerbruget skabte mulighed for at mennesket kunne brødfødes af et langt mindre areal, og de mange flere fund fra denne tid tyder på noget nær en befolkningseksplosion. De første egentlige landbrug kendes fra ca. 4000 f.Kr., hvor de levede af små rydninger i skoven.

 Hattings ældste historie er de senere år blevet belyst gennem flere arkæologiske udgravninger, hvor Horsens Museum bl.a. har undersøgt en plads ved Stationsvej, Philips Alle, Østerhåb, ved Præstegården m.fl. Disse udgravninger omfatter både værkstedsaktiviteter fra vikingetiden, middelalderlig landbebyggelse samt hustomter, gruber og ildsteder fra bronzealderen. Uden at vide det går vi rundt på disse fortidsminder, som bestemmer at byen er meget gammel.

 Her er billeder fra udgravningerne på Stationsvej. På højre billede viser de hvide paptallerkener, hvor stolpehullerne har været. De blå prikker på venstre billede er også stolpehullernes placering. Det midterste billede er ”huset”.

 Ifølge middelalder arkæolog Dorthe Holm Petersen har der på dette tidspunkt sandsynligvis været en konge eller høvding af en slags, der har haft magten i området.

 Om udgravningen ved Østerhaab skriver Poul Aage Bie: ”Jeg har altid vidst, at vi har en eller flere gravhøje på marken. Men da museet kom med kort og fortegnelse over ti eller flere på vores mark, var jeg meget overrasket. Blandt andet viste undersøgelserne spor af bebyggelse fra jernalderen. Det er tankevækkende, at den jord vi betræder og dyrker, har været hjemsted for mennesker i årtusinder og været grundlag for deres liv og dagligdag. Jeg fyldes af ærbødighed og respekt for deres vilje til at leve og overleve på naturens betingelser. De har efterladt nogle gravhøje, som nu for de flestes vedkommende er jævnet og overpløjet. Når jeg til sommer går over marken og gennem mosen, vil jeg tænke på, at her har vores forfædre gået engang. I mosen vil jeg tænke på, at her fandt de et bronze smykke, og hvis jeg finder en flig af pil eller økse, vil jeg ydmygt samle den op”.

 Helt op til vikingetiden og middelalderen var landsbyernes kendetegn, at de lå på sammen sted imellem 75 og 300 år, hvorefter landsbyen blev nedlagt og flyttet til et nærliggende sted, ofte til et tidligere dyrket område, mens det gamle landsbyområde blev inddraget til dyrkning. En sådan udvikling, hvor en og samme landsby er blevet flyttet nogle hundrede meter pr. gang, kunne tyde på at Hatting har været en sådan landsby. Da befolkningen var lille, kunne de blot forlade et område og flytte til en ny rydning, mens jordens frugtbarhed blev genopbygget på det gamle sted. Det betød, at naturlig skov fik tid til at blive genetableret.

 Der har på den tid ikke været en egentlig bykerne, som vi kender i dag, det viser udgravningerne ved Hatting Præstegård.

 Hatting er først forankret som bykerne, hvor den er i dag, da der blev bygget en kirke i 1100 tallet. Kirken lå højst sandsynligt der, hvor kirken ligger i dag.

 Der skelnes mellem 5 forskellige landsbytyper: Klyngebyer, fortebyer, vejbyer, rækkebyer (randbyer) og terrænbyer. Om Hatting er/har haft en grundform eller en mellemform af en af nævnte grundtyper, vil jeg lade læseren afgøre.

 Ved klynge by forstås landsbyer, hvor huse og gårde ligger i en samlet klump med små gyder og stræder som adgangsmulighed mellem dem, men uden at vi kan tale om en egentlig struktur.

Ved fortebyer forstås landsbyer, hvor bebyggelsen ligger i en krans omkring en åben plads i midten af forten.  Markerne lå som en ”lagkage” uden om landsbyen.

 Stednavneforsker H. V. Clausen mener, at stednavne der har endelsen ”ing” må høre til jernalderen. Det falder fint i tråd med arkæolog Dorte Holms optegnelser, om der muligvis har boet en høvding i byen.  Det er en fascinerende tanke, at vores stednavn findes mange år tilbage i tiden.

 Landsbynavne er nogle af vores ældste fortidsminder, og af den grund er de vanskelige at tyde, da meningen af de oprindelige ord i stednavnet ofte er gået tabt. Landebynavnene er opstået til forskellig tid og på forskellig vis. Landsbynavne er toleddede. Fornavnet gerne et mands- eller naturnavn. Det er således, at alle stednavne der starter på hat er bakkenavne. Her i Hatting ligger 2 rundeagtige bakker, som med god vilje kan sammenlignes med hatte Eshøj og Gedhøjen. Stednavnet skal deles således: Hatt med to tt fordi der er to rundbakker med efterfølgende ing. Altså Hatt-ing.   

 Betydningen er usikker, mange stednavne har deres oprindelse i en skriftløs tid. Videnskaben mener, at kunne se, at Hatt ing endelsen har noget med et stort befolket område at gøre. Hatting har været i en vigtig position, idet der blev døbt et Hattingherred, som samtidigt var meget stort.

 I kong Valdemars jordebog, som er ført i tiden fra år 1190 til år 1300, nævnes Hatting for første gang. I jordebogen hed det Hatt yng og byen hørte i middelalderen under Loversyssel. Senere kom den under Bygholm Len, og fra 1660, ved Christian den fjerdes matrikulering, under Stjernholm Amt, indtil den 1799 kom under Vejle Amt.

 Ved højmiddelalderens begyndelse omkring år 1060, regner videnskaben med at bønderne i Hatting var selvejere. Den opdyrkede jord opfattedes som tilhørende de bønder, der selv havde startet dyrkningen. Landskabsloven fra slutningen af 1100-tallet og frem til ca. 1250 syntes at afspejle et sådant samfund. Men også et samfund, som havde fået faste regler for, hvorledes jord gik i arv.

 Imidlertid var højmiddelalderen også præget af en betydelig befolkningsvækst. Befolkningsvæksten havde sammen med arvereglerne formentlig den betydning, at mange bondebrug efterhånden blev delt mellem arvinger så mange gange, at nogle af de landbrug, der kom ud af dette, dårligt kunne forsørge en familie. I så fald havde de mulighed for at sælge sin jord og i stedet forsørge sig og sin familie ved at leje jord og dermed blive fæstebonde. Jorden i sådanne områder blev dyrket af bryder, som betalte afgifter til jordejeren. På denne måde kom selvejerbønderne altså med tiden til at udgøre en noget mindre andel af bønderne.

 Selvejerbøndernes antal blev yderligere reduceret dels på grund af ændringer af skattesystemet, der blev indført i år 1200, dels på grund af stavnsbåndets indførelse, flere afgifter, ny arvelov og meget mere. Derfor overgik alle Hattings selvejergårde i løbet af 1400 tallet til kronens fæstegårde under Bygholm. Hermed kom Herregården på Bygholm gods til at eje hele landsbyen Hatting samt Eriknauer og Torsted med flere. Gårdmændene i Hatting kom til at hedde gårdbesiddere og levede af hoveri, som er betegnelsen for fæstebønder og husmænds pligtarbejde for deres godsejer. Den eneste fæstegård i Hatting som blev hoverifri, var Rugballegaard.  

 Gårdene i Hatting var tæt bebygget, uden at være bygget sammen. Kirken var et samlende midtpunkt, for religionen var psykiatrisk det der holdt det lille samfund oppe.  Kirken skulle være højt placeret, således at den var nærmere Gud, end byens befolkning. Der var også andre hensyn at tage: Forsvarsmæssigt var det praktisk at ligge tæt, befolkningen skulle tage hensyn til faktorer som vand og de klerikale forhold. Bønderne havde fælles drift af gårdene, og markerne der lå som lagkage uden om bykernen. Selvom der siges, at Hatting intet tingsted havde, så må de have haft et gadestævne, hvor de kunne drøfte, hvorledes de hjalp hinanden.

 Et medlem i lokalarkivet har lavet en kultegning om, hvordan et gadestævne kunne se ud. Med god vilje er det Eshøj Mølle i baggrunden. (Nogle steder staves Eshøj også Æshøj).

 Først i 1800-tallet begyndte militæret kortlægning af Danmark. De høje målebordsblade er meget detaljerede og rummer et væld af oplysninger om natur og landskab, landbrugsforhold, bygninger, veje og jernbaner, foruden et stort navnestof med navne på gårde, skove, vådområder og så videre. På det følgende zoomede kortudsnit, som er fra 1819, er Hatting på landkortet for første gang. På kortet kan ses, at det er før jernbanen, Oensvej og Stationsvej og mange flere veje. Der kan ses at alle gårde og huse ligger vest for Hatting bæk, med undtagelse af Præstegården og Rugballegaard. Alle gårde havde et nummer fra 1 til 36, de efterfølgende højere numre var huse. Ved stavnsbåndets ophævelse blev markerne udenom gårdene delt i lodder og fik numre, så hver gård havde sin egen mark, samt et overdrev der var fælleseje for Hattingbønderne.

 Efter stavnsbåndets ophævelse i 1788 blev gårdene arvefæste, hvilket betød, at slægten på gården var sikret frikøb og overtagelse af gården på fastsatte vilkår. Samtidigt lagde landboreformen op til, at hver gård fik samlet sin jord i en praktisk enhed, og at gårdenes bygninger blev flyttet fra landsbyen og ud til det samlede jordtilliggende. Bønderne i Hatting var ikke meget for at flytte fra det trygge miljø i bykernen. Det var først i 1830, da herremanden på Bygholm beordrede, at nu skulle de flytte.

 Der var flere forskellige udskiftningsformer. I Hatting var det en blokudskiftning, derved blev det muligt at hver gård fik et omtrent rektangulært samlet jordstykke. Ved udflytningen af 28 gårde fra Hatting bykerne ændrede byen sig, det gav plads til et vejnet. Hattinggård og gårdene i Overholm er ikke udflyttergårde, i dag ligger de stadigvæk, hvor de lå før udflytningen.

På trods af at der var givet plads til et vejnet, var gadenavne dog ikke et kendt fænomen. Det var tilstrækkeligt at omtale en nabo eller andre kendetegn, når nogle ukendte skulle orientere sig frem til en person. Gadenavnene opstod blandt byens befolkning, som gav gaderne et navn, ofte kunne samme gade have flere forskellige navne. Egentligt skulle gadenavne godkendes af bystyret, senere Sognerådet, men i arkivet har vi ikke noget på skrift fra bystyret, og ifølge protokollerne fra Sognerådet har de godkendt gadenavnene som overleveringer.

Generelt i samtlige af de sognerådsprotokoller vi har, bruger de vejnavne men ikke præcis, som vi kender dem i dag. Eksempelvis Præstemarksvej kalder de Præstemarkvejen osv. med de øvrige veje med lignende stavemåder. Hvornår der ved mange af vejene i Hatting er slettet ”en” og sat et ”s” ind vides ikke med bestemthed.

 

På den måde gadenavnene er opstået i Hatting, udgør de historisk kildemateriale, der kan give indsigt i en bys sociale liv og topografiske udformning. Gadenavnene er efter fortælling i næsten al evighed gået videre fra mund til mund. I min søgen efter historien om gadenavnene har jeg været i kontakt med mange af de i dag ældste i byen. Til det siger de: Gadenavne eksisterede ikke i min barndom, da hed gaderne ikke noget. De kaldte dem da noget”? ”. Alle er enige om, at der for 70-80 år siden ikke fandtes gadenavneskilte, at der først er kommet gadenavneskilte op i 1970 i forbindelse med kommunesammenlægningen med Horsens. Det menes også, at det først var på det tidspunkt, vi fik husnumre i Hatting.

 På det første kort fra 1819 kan vi se Storegade i sin første tid, hed By-vej. Historisk var By-vej betydningsbærende i Hatting. Efter optegnelser er der flere årsager til, at By-vej er ændret til Storegade, da den er blevet en offentligt fællesvej. Den fik også status som gade, da den løber imellem to fjerne punkter fra Horsens og vejføring mod vest. Storegade er et navn som hænger ved middelalderens landsbyer.

 

En anden betydningsbærende vej var Bødkervej. På kort materiale kan vi se, det var et smalt stræde, som bugtede sig gennem byen da alle gårdene lå i klynger. Dengang blev mange veje opkaldt efter håndværksmæssige fag. En bødker var en vigtig person i middelalderen, da der boede en bødker på strædet, blev navnet Bødkervej.  

 

Yderligere var Overholm betydningsbærende. Landsbyens, tidligere nævnte, overdrev lå bag gårdene i Overholm. Der har været højde på overdrevet. Når noget toppede op, selvom det ikke var en ø eller en bakketop, blev det kaldt en holm. Deraf navnet Overholm.  Ud over de ældre huse, som var bygget før udflytningen, er der i Overholm bygget parcelhuse og andelsboliger fra 1930 til dato. Pt. er en udstykning i gang bag Overholm 46.

 

I 1868, hvor jernbanen og Hatting stationsbygning blev indviet, blev Hatting by delt i to. Jernbanen skar lige midt gennem byen. Før den tid var der ingen Oensvej og Stationsvej. I første omgang kom der en grussti, hen til Hatting Station, som blev kaldt Stationsstien. Senere blev stien udvidet. Der blev bygget huse, nogle af husene er oprindelig arbejderboliger, der blev bygget med Marshall-hjælpen. 

 

På kortmaterialet kan ses, at Horsensvej gik lige ud mellem de to huse, der i dag er Kirkebakken 1 og 3. I dag er det også utænkeligt, at ingen ikke kunne komme ud til Rugballevej ad andre veje, end på en vej der gik fra Horsensvej ca. 200 meter efter Smedebakken mod Horsens. Den blev kaldt Hatting-by-vej. I dag kan afmærkningen af vejen ses ved skellet på marken.

Oensvej blev flyttet, idet der tidligere var forbindelse til Oens, hvor noget af banen blev etableret. Det var meget almindeligt at gadenavne blev kaldt et navn efter den by vejen eller det verdenshjørne vejen gik imod. Mange af vejene blev også kaldt et gårdnavn fra den gård som lå yderst på vejen. Her kan blandt andet nævnes Vesterhåbsvej og Sønderhåbsvej begge opkaldt efter ydergårdene på strækningen, navnene kan også tyde på, at der er tænkt i verdenshjørner. Vejene der går mod andre byer kan blandt andet nævnes Eriknauervej, Korningvej og Oensvej. Korningvej har tidligere heddet Neder Mølle Vej.

 

Grønhøjvej er af de ældre gader, der kaldt ved flere navne: Kørupvej er det navn som kendes bedst. I sognerådets protokol kaldes vejen Jens Nørgaards Vej. Ved kommunesammenlægningen i 1970, kom den til at hedde Grønhøjvej opkaldt efter den grønne høj, som ligger på højre hånd lige overfor Vesterhåbsvej.

 

En endnu større forandring, der ændrede byen, var da jernbanestrækningen fik dobbeltspor i årene 1916 til 1929. Der skulle bygges en viadukt, og ifølge sognerådets protokol var der et større slagsmål med banestyrelsen om, at få viadukten bygget så Kirkebakken (omdøbt fra Horsensvej) og Storegade kunne mødes.

 

Kirkebakken fik dermed sine store sving og blev kaldt Kirkebakken til og med, hvor benzintanken ligger i dag. Herfra og ind til Horsens blev vejen fortsat kaldt Horsensvej indtil kommunesammenlægningen. Der var en anden Horsensvej i kommunen, og da vejnavne skal være entydige blev Kirkebakken forlænget hen til Smedebakken, og Horsensvej kom til at hedde Hattingvej. 

 

Det dobbelte spor gik hårdt ud over gårdene med matr. nr. 30 og 31. Da en stor del af disse gårdes jord kom til at ligge på modsatte side af jernbanen i forhold til gårdenes beliggenhed. Mens der var enkeltspor, var der seks overkørsler etableret med ledvogterhuse. De blev sløjfet i forbindelse med at byen fik dobbeltspor.  

 

Hattinggård som har matr. nr. 30 udstykkede den højre side af Kirkebakken op til Kæmnervej. Sognerådet købte jord fra matr. nr. 31, fra Kæmnervej til Smedebakken. Selvom der har været bygget huse på den højre side af Kirkebakken fra 1825, så var det først i 1956 Kæmnervej fik sit navn, i forbindelse med, at Kæmnerkontoret blev bygget. Hvor navnet Frederiksbergalle kommer fra, har vi ikke kunnet finde ud af. Vejen er altid kaldt Rabarberstræde. Poul Aage Bie mener, at det var en Frederik, som var den første bygherre på vejen, og da berg er et gammelt skandinavisk udtryk for bakke, lyder sammensætningerne logisk”? ”. Den lille tarm som hedder Kirkebakken, hvor der blev bygget i 1976, blev kaldt kørevej nummer 40 og blev brugt som kørevej til en grusgrav.

 

En anden vej som opstod i forbindelse med dobbeltsporet var Parallelvej. Stinus Smidstrup, som var i Sognerådet, boede således, at han ville få for langt til sognerådsmøderne, hvis der ikke blev etableret en vej langs med sporet. Der blev lavet en vej, som blev kaldt Parallelvej, fordi den gik parallelt med sporet.

Da viadukten og Parallelvej var færdige, blev der skrevet følgende vers:

I gamle dage der var engang,

de hattingfolk var i nød og trang.

En bane bygges med vej og bro,

man enes ej om, hvor vej sku´ go´.

Se vi fik både Smidstrupsvej,

og viadukt til Stinus.

Tilfreds var nu hver for sig,

så det gav ingen minus.

 

Ved kommunesammenlægning i 1970 havde Horsens en Parallelvej, derfor skulle vejen døbes om. Vejen hedder nu Sønderfyn.  Chr. Bie har fortalt: ”Der var engang da fynboer blev betragtet som fremmedarbejdere i Hatting. Da gårdene skulle flytte ud af byen i 1830, var der ikke nogen, som ville have matrikel numrene 13 Bakkely og 18 Bjergager. I byen boede to fynske familier, og da ingen ville have disse numre, kunne de to fynske familier få lov at fæste dem. Ingen naboer tilbød at hjælpe dem, for de var ikke velkommen i byen. Mens gårdene blev bygget, boede de usselt i et lille skur ved bækken. Jeg syntes, de to familier fortjente at blive hædret, derfor foreslog jeg mit Sogneråd, at fynboerne skulle mindes ved at give dem vejnavnet: Sønderfyn”.

 

Topografisk ændrede en anden del af byen sig, da præstegården udstykkede arealer til 12 gårde, som blev til Præstemarken senere, Præstemarksvej.   

Ud over lidt spredt enkelt bebyggelse hist og pist i byen og enkelte huse bygget ved Marshall-hjælpen på Præstemarksvej, startede nutidens Hatting i midten af tresserne med nye udstykninger. Reglen er således, at når nogen udstykker, har ejeren af udstykningen ret til at foreslå navnet på udstykningen, eller et lokalarkiv har ret til at indstille, hvis de mener, at udstykningen kan have historisk værdi. Navnet skal politisk godkendes.

 

Den første nye udstykning var Svanevænget i 1968, som er en udstykning fra Svanegården. Før den tid havde Svanegården udstykket enkelte grunde i 1966 på Oensvej. Udstykningen er fra gård nr. 9

 

Den næste udstykning startede i 1968 på Østerhåbsvej med den første vej, som er den eneste kommunale vej i denne udstykning. Efterfølgende fra 1970 kom de øvrige udstykninger på Østerhåbsvej. På den tid hed Østerhåbsvej, Mosegårdsvej. Vejen blev omdøbt til Østerhåbsvej efter gården Store Østerhåb, som nu hedder Østerhov.  Udstykningen er fra gård nr. 6.

I 1970 blev Kirkevænget udstykket fra Præstegården. Det er Provstiet der har indstillet vejens navn. Udstykningen er fra gård nr. 1.

 

Præstemarksvejs venstre side, når vi kører mod Torsted, blev udstykket i 1971. Fra gård nummer 6.

 

I 1971 blev de ulige numre på Eriknauervej udstykket og i 1973 de lige numre. Udstykningen er dels fra gård nummer 17 og dels fra gård nummer 19.  

 

Gedhøjen blev udstykket i 1973. Da udstykningen ligger lige ved Gedhøjen, som byen har navn efter, var det naturligt at området kom til at hedde det samme. Hvis nogen undres over, at de har to matrikelnumre er det fordi jorden oprindeligt er udstykket fra Præstegården gård nr. 1, og købt af en gård på Oensvej som er blevet til gård nummer 52.

 

Bækkevænget er også udstykket i samme udstykning samme år som Gedhøjen og fra samme gård. Bækkevænget er opkaldt efter Hatting bæk.

 

I 1974 blev Hyldemarken udstykket. Indstillingen af navnet har jeg ikke kunnet finde, men vil fortolke det således: Da landsbyen ejede markerne i fællesskab var ydermarken, hvor Hyldemarken ligger nu. Efter sagnet fulgte hylden mennesket. Hvor der var mennesker, var der altid hyld.

 

Stationsvænget er fra 1976 og udstykket fra gård nummer 30. Stationsvænget ligger i nærheden af stedet, hvor Hatting stationsbygning lå.

 

I 1976 blev Bispevænget udstykket og i 1979 blev Klerkevænget udstykket begge veje fra gård nummer 6. Da de øvrige veje i nærheden havde navne med præst og kirke, var det nærliggende, at der skulle være en bisp og en klerk. Klerk er oldgræsk og betyder en lærd mand. I middelalderen blev en præst kaldt en klerk, fordi befolkningen anså ham for at være den mest lærde mand i sognet.

 

På Mejerivej er udstykningen fra 1986. De nyere boliger er fra 2003. Udstykningen er fra gård nummer 28. Jeg har ikke kunnet finde en indstilling på navnet. Det nedlagte mejeri lå på Grønhøjvej tæt på Mejerivej.

 

Smedebakken er fra 1980. I Hatting bykerne har der gennem årene været flere smede, derfor fortjente byen at få en vej som henviste til smedene. Da en af disse smede flyttede fra bykernen til bakken, var det naturligt, at det blev Smedebakken. 

 

I 1997 blev Rasmus Hansens Vej udstykket, som en udstykning fra gård nummer 3 af de 12 gårde som blev udstykket fra Præstegården. Pt. er der et nyt byggeri i gang der. Vejen er navngivet efter stifteren af Hatting Bageri.

 

Munchsvænget blev udstykket i 2004. Den oprindelige jord er udstykket fra gård nummer 6, hvorpå der i år 1900 blev bygget en gård, Munchs gård. Yderligere er der fra gård nummer 31 tillagt gården jord, efter banen skilte byen. Da ejeren af udstykningen indstillede ønske om navn, ville han gerne Munchsvænget skule hedde Christian Munch, men det kunne ikke lade sig gøre, da Christian ikke havde bemærket sig i nogen anledninger.

 

Julsvænget blev udstykket i 2001 fra gård nummer 4 af de 12 gårde, som tidligere er udstykket fra Præstegården. Gård nummer 4 var ejet af Jul Kristensen.

 

Philips Alle blev udstykket i 2010 fra gård nummer 5 af de 12 gårde, som er udstykket fra Præstegården. De 12 gårde er altid kaldt de 12 disciple. Den 5. discipel hed Philip.

 

I 2011 blev området ved Peter Dans Vej udstykket fra gård nummer 30. Peter Dan ejede denne gård i mange år. Samtidig var han byens byggematador, idet han stod bag flere af byens huse.

 

I 2014 er Havrevej, Bygvej og Hirsevej ifølge lokalplan 235 udstykket. Jorden er af Horsens kommune købt fra gårdene nummer 30 og en lille del fra 31. Der er ikke nogen forslag i lokalplanen om vejnavne. Men da det er kommunaludstykning, formoder jeg at vejenes navne på forhånd er politisk bestemt, muligvis indstillet af Horsens museum, da det er dem, som har stået for udgravningerne, og mener disse navne på de ældste proteinrige kornsorter, vil være symbol på det, som tidligere er dyrket på disse marker. Hirse var den mest brugte kornsort, i dag kendes den sikkert kun som kolber til fugle.   

 

Nu i 2020 og 2021 er tre nye områder i gang. Hatting Lokalarkiv har indsendt forslag til navne på vejene som følger:

Vi vil foreslå område et kaldes Kvistvænget. Begrundelse: Jorden har tilhørt en gård, som har været ejet af flere generationer med navnet Kvist. Samtidigt vil Kvistvænget komme til at ligge ved siden af Munchsvænget, som har fået navn efter gård ejet af familien Munch. Familierne har været naboer gennem flere generationer.

 

Vi vil foreslå område to kaldes Bie Gårdsalle. Begrundelse: Østergård med jorder, som kommunen har købt til områdets udstykning, er en udflytter gård. Gården blev udflyttet fra midtbyen i 1837, dengang som nu er gården ejet af samme familie. Hvilket vil sige at familien Bie har boet på gård nummer 6 i 10 generationer. Gården er stamgård til slægten Bie, som det summer af i Hatting. Da der er en smuk allé ved gårdens indkørsel, vil vi foreslå allé som efterled.

 

Vi vil foreslå område tre kaldes Valborgsalle. Begrundelse: Jorden har tilhørt en gård ejet af Valborg og Aage Pedersen. Valborg var en usædvanlig og meget kendt dame i Hatting og omegn. Hun var kendt i byen som husholdningskonsulent, var med i bestyrelsen for flere husholdningsudvalg, var en stor kapacitet ved Dyrskue i Horsens. I lokalarkivet overvejede vi meget seriøst at område tre skulle hedde Bartholomæus, idet udstykningen er fra gård nummer 6 af de 12 gårde udstykket fra Præstegården, og Bartholomæus er den 6. discipel.

 

Som I kan se i sidste blad, er der ændringer i forhold til vores indstilling.

 

I min søgen efter oplysninger, om det kunne være rigtigt at vejene først fik ”rigtige” navne i 1970, ringede jeg til en tidligere kollega, som var den der altid behandlede og indstillede vejnavne til det politiske udvalg, samtidigt er han barnefødt i Hatting og har boet her indtil for få år siden. Han må vide noget, tænkte jeg. I denne coronatid er Rådhusets arkiver i kælderen lukket, hukommelsen må i gang.

 

I vores snak fik jeg en anden oplysning, som gav mig undren. Han fortalte, at i al hans skoletid kan han kun huske vejene i Hatting som grusveje. Hans skolevej foregik med cykel på Stampemøllevej.  Han sagde, men så kom min far i Sognerådet, og så blev der asfalteret. Ifølge både regnskab og sognerådets protokol ser det ud til, at der i 1950erne er gang i asfaltarbejde. Især i 1954 er der så store udgifter til asfaltering, at der diskuteres, om det skal være som beskæftigelsesarbejde.  I søgen efter rigtigheden om asfalt, fandt jeg en skrivelse fra 1959, hvor beboere på Præstemarksvej, søger om at få gadelys, meget ydmyg står der, bare to stk. pæle, vi betaler dem gerne selv, hvis Sognerådet vil overtage driften. I 1964 klager byens borgere om for dårlig gadebelysning i byen. Årene går, det er da ikke så lang tid siden.

 

Ud fra matrikelnumrene kan alle i Hatting se, hvilken gård de er udstykket fra. 

 

Når de næste veje i Hatting skal døbes, må det være muligt at tænke i Jens Korgaard, Christian Bie og Henry Jakobsen. Tre personligheder der hver især har haft stor betydning for Hatting.